Kunsten og kulturen i en brydningstid

"Kulturpolitiken skal udvikles for at blive mere relevant i sin samtid." Det siger Eline Sigfusson i et interview, der oprindeligt er publiceret i Nordisk Kulturfonds antologi "Afspejlinger" (2021).

(c) Jonas Pryner Andersen

Af Gunilla Kindstrand

Findes der et nordisk perspektiv på kulturpolitikkens område?

Der findes mange ligheder mellem de nordiske lande, når det gælder kulturens organisering og kulturpolitikkens grundlæggende principper samt traditionen med offentlig finansiering af kunst og kultur. Kulturministerierne og kulturrådene blev udformet på omtrent samme måde, da de blev etableret i 1950’erne og 1960’erne. I begyndelsen havde de nordiske kulturmyndigheder mere selvstændige roller som armslængdeorganer. Nu arbejder kulturrådenes sekretariater både med ministerier og armslængdeorganer som opdragsgivere, og ministerierne har styrket deres styring af kulturinstitutionerne. Der er altså nogle institutionelle forhold, som kan sammenlignes i de nordiske lande, og som gør det muligt at forstå, hvordan kulturpolitikkens indflydelse har ændret sig i et nordisk perspektiv.

Et andet fællestræk er regionaliseringen. Flere nordiske lande har i de senere år fundet nye måder at decentralisere ressourcerne på. Det er delvist lykkedes, for vi kan se, at det lokale engagement og den lokale kulturpolitik får mere og mere betydning. Men der er også dilemmaer, fordi begrebet om kvalitet ændrer sig, når beslutningerne tages på lokalt niveau. Og mange kulturinstitutioner vil fortsat gerne referere til og modtage støtte fra de nationale kulturmyndigheder. Her opstår der en permanent friktion. Staten giver ikke helt slip på pengene, men beslutningen om kunstnerisk kvalitet eller relevans skal ske under hensyntagen til regionale eller lokale omstændigheder.

Der har længe været et tydeligt og fælles internationalt fokus i de nordiske lande. Nu er den politiske interesse for internationalt kunst- og kultursamarbejde aftagende – måske med undtagelse af Sveriges fokus på ytringsfrihed for kunstnere og kulturudøvere. Her investeres der mere i internationale organer som eksempelvis UNESCO. Men det virker som om, at der ikke skabes nye nationale kulturpolitiske tanker om det internationale. Og måske skal man netop begynde i det lokale, hvis det skal ændres.

Hvilken rolle kan og vil Nordisk Kulturfond have for den politik, som forvalter kunst og kultur?

Kulturpolitikken skal udvikles for at blive mere relevant i sin samtid. I dag bliver det hele tiden for reaktivt. Fonden vil være med til at stimulere udviklingen proaktivt ved at bruge ressourcer på vidensindsamling, støtte kulturpolitisk forskning og skabe arenaer for samtaler på regionalt, nationalt og nordisk niveau. Kulturpolitikken i de nordiske lande har et stort behov for at gå i dialog med sig selv og orientere sig mere horisontalt, det vil sige på tværs af sektorerne. Kulturpolitikken er nu først og fremmest en fordelingspolitik. For mange kunstnere og kunstneriske institutioner er kulturpolitikken endda kommet til at stå i vejen for kunstnerisk udvikling. Reformer og nye støtteordninger kommer oftere fra finanspolitikkens ræsonnement end fra kulturpolitikkens. Der er behov for en vidensdrevet idéudvikling. Her kan Nordisk Kulturfond spille en vigtig rolle.

(c) Jonas Pryner Andersen
(c) Jonas Pryner Andersen

I fondens strategi fremhæves et stærkt globalt fokus, som adskiller sig fra den internationale samarbejdstanke.

Det globale perspektiv er naturligt for fonden af historiske årsager. Nordisk Kulturfond blev etableret umiddelbart efter Anden Verdenskrig som en autonom organisation og med et formål om at arbejde internationalt i og uden for Norden. Vi er ikke en politisk styret organisation. Når vi taler om et globalt fokus, handler det om kunstens og kulturens globaliserende kraft. Kunst og kultur har næsten altid et lokalt perspektiv, og mange gode kunstneriske projekter formår ofte at forbinde det lokale med det globale. Når vi fremhæver dette som et særligt fokusområde, skyldes det, at vores omgivelser og de projekter, vi støtter, bliver mere og mere grænseløse. Vi kan se, at vi befinder os i en slags brydningstid, hvor de modeller, som før var karakteristiske for internationale indsatser, ikke længere er lige så relevante. For eksempel er nation branding ikke lige så relevant i den nye verdensorden og i den igangværende udvikling. Måske skal man se på, om man kan gøre det på en anden måde. Som lande eller som nordisk region er vi ikke længere bærere af fortællingerne om os selv, men vi er påvirkede af andre landes udfordringer på nye måder. FN’s verdensmål er blevet mere og mere centrale for kunst- og kulturlivet og kræver eget ansvar, mindre ulighed, udvikling af nye kvalitetsbegreber og en tilbagevenden til rettighedsperspektivet, den kunstneriske frihed og kunstnernes frie bevægelighed.

Vi har et ønske om at bryde grænser og se det internationale samarbejde i et andet perspektiv end ud fra et krav om nationalt tilhørsforhold. Det internationale er defineret af grænser mellem nationer og er derfor snævrere end det globale. Og det ligger faktisk i ordet inter-national. Det globale er mere grænseløst, og her betragtes verden som en samlet og dynamisk helhed. Vi tror på, at kunst- og kulturlivet i Norden har mulighed for at gå i brechen for en udvikling af dybe og langtidsholdbare netværk, som i deres natur er netop grænseløse og globale.

Vi har et ønske om at bryde grænser og se det internationale samarbejde i et andet perspektiv end ud fra et krav om nationalt tilhørsforhold (...) Vi tror på, at kunst- og kulturlivet i Norden har mulighed for at gå i brechen for en udvikling af dybe og langtidsholdbare netværk, som i deres natur er netop grænseløse og globale.

Hvilke sager er de vigtigste for kulturpolitikken i fremtiden?

Der er store frustrationer i kulturverdenen i dag. Både over tiltagende styring, højere effektivitetskrav, kommercialisering, globalisering og en fragmenteret offentlighed. Hvis vi skal have et overblik over samtiden, skal vi se nærmere på, hvordan kulturpolitikken er vokset frem, og hvordan den har forandret sig.

Relationen mellem politikken og kunsten er vigtig. Vi plejer at sammenfatte det i begrebet “armslængdeprincippet”. Vi påstår, at politikken ikke styrer kulturen, men alligevel ser vi hele tiden eksempler på, at det netop er tilfældet. Er “armslængdeprincippet”, som det anvendes i dag, virkelig den bedste garant for et frit kulturliv?

Armslængdeprincippet er jo en slags beslutningsstruktur, som rummer et paradoks. Det er politikerne, som definerer rammerne og midlerne, mens det er repræsentanter for kulturlivet og kunstnerne, som bestemmer, hvem der skal have støtte.

Dette paradoks rummer endnu flere beslutninger, for eksempel afrapportering, programsætning, flerårige aftaler osv. Det betyder, at armslængdeprincippet er meget skrøbeligt. Samtidig er armslængdeprincippet blevet et ikonisk begreb, som er let at ty til, hvis nogen stiller spørgsmål til kulturpolitikken, kulturlivet eller de kunstneriske institutioner. Og der er en slags berøringsangst hos alle parter.

Et andet og lige så følsomt emne er institutionernes rolle. Vi har brug for en meget større fleksibilitet i kulturlivet, men vi har indbygget nogle rigide og stærke institutioner i systemet. I dag mangler mange institutioner både retning, mål og midler. De fleste kulturinstitutioner forholder sig til den tid, som de blev skabt i og til nutiden, mens det af mange årsager kan være vanskeligere at forholde sig til fremtiden, særligt pga. støttestrukturen. Det leder hen til endnu et paradoks, for noget af det kunsten kan, er jo netop at tilbyde en anden tidsforståelse og en refleksion over fremtidige mulighedsrum.

Det tredje område er bæredygtigheden. Vi taler om social, økonomisk og økologisk bæredygtighed – men hvad er kulturel bæredygtighed? Det bliver et krav i fremtiden, at vi formulerer os på dette område. Her skal man også se på finansieringen af kulturen. Der er i dag en stor interesse i Norden for at udvikle en bredere finansiering af kunsten og kulturen. I forlængelse heraf er det også nødvendigt at se på befolkningen og forstå, hvad publikum er i dag. De pandemiske eftervirkninger har tydeliggjort, hvordan digitaliseringen har ændret vores måde at tage del i kunsten og kulturen. Den oplevelse, der indtil for nyligt opstod kollektivt et bestemt sted, er nu ofte individuel og kan opstå i uendeligt mange, indbyrdes forskellige rum og tider. Hvad vil det betyde for vores idéer om geografiske grænser og om centrum og periferi?

Politisk betragtes kulturområdet som et vertikalt område, og det håndteres som en sektor, som har en vis påvirkning på andre områder, for eksempel erhvervslivet. Men kunsten og kulturen udvikles også horisontalt og indgår dermed også i andre sektorer og brancher. Kunstneren kan være meget mere end kunstner og beskriver ofte sig selv som sådan i dag. For eksempel kurator, skribent, pianist og biografejer på en og samme tid. Det skaber en større kompleksitet i forhold til kulturpolitikken, men der opstår samtidig muligheder, når perspektivet udvides. Nordisk Kulturfond arbejder for eksempel sammen med UNESCO og WHO for at undersøge en række horisontale problemstillinger via projekter med kunstnere, forskere og journalister. Det kan give os en viden, som kan sættes i spil i nye sammenhænge. I stedet for kulturpolitik skal vi måske udvide rammerne ved at tale om kunstens og kulturens politik.

Armslængdeprincippet er jo en slags beslutningsstruktur, som rummer et paradoks. Det er politikerne, som definerer rammerne og midlerne, mens det er repræsentanter for kulturlivet og kunstnerne, som bestemmer, hvem der skal have støtte.

::: Support & partners :::