Kort om kulturpolitikken i de nordiske lande

I denne artikel opridses rammerne og retningen for den nationale kulturpolitik i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

(c) Unsplash / Christian Lue

Danmark

Kulturpolitikken i Danmark findes nedskrevet i dokumenter, den årlige finanslov og handlingsplaner fra Kulturministeriet. og der findes ikke en overordnet dansk kulturpolitik som sådan. Kulturministeriet har på nuværende tidspunkt (2021) 20 statsinstitutioner. Herudover yder ministeriet driftstilskud til en lang række kulturinstitutioner inden for forskellige kulturområder lige fra idræt til teater.

Der findes kulturpolitisk lovgivning inden for følgende områder: Arkiver, Biblioteker, Biblioteksafgift, Billedkunst, Børneattest, Film, Folkeoplysning og Folkehøjskoler, Forskning, Idræt, Kulturaftaler med Kommuner, Kulturarv, Kunstneriske uddannelser, Litteratur, Medier, Musik, Ophavsret, Scenekunst, Sprog, Sydslevigudvalget og Økonomi.

Ved strukturreformen fra 2007 fik Danmark et nyt kommunalt og regionalt landskab, hvilket har medført at ansvar for en række kulturelle institutioner som fx museer og kulturarv er flyttet fra stat (eller regioner dengang kaldet amter) til kommuner. Der findes således ikke længere et formelt ansvar for kulturpolitikken på regionalt niveau. Men der findes flere regionale kultursamarbejder.

”Gulerodsprincippet” har været et fordelingsprincip i den danske kulturpolitik, hvor staten doblede op i forhold til den kommunale kulturbevillinger (fx egnsteatre og spillesteder). Dette stoppede i løbet af 1990’erne, men der findes fortsat en tankegang om ”matchfunding” i uddelingen af midler til fx egnsteatre, spillesteder og museer.

Det danske fondslandskab er noget særligt i Norden. I forhold til Danmarks størrelse har Danmark et stort antal fonde, der generelt uddeler store summer til velgørende formål. Der er ca. 10.000 fonde i Danmark.

I løbet 2022 etableres et Kulturens Analyseinstitut som et uafhængigt institut. Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel bl.a. med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser.

Finland

Finland har haft en overordnet kulturpolitisk strategi siden 2009. Strategien udformes af undervisnings- og kulturministeriet, og den er senest opdateret i 2017. Den nuværende strategi gælder indtil 2025 og tager afsæt i nutidens samfundsmæssige og økonomiske udfordringer, og forholder sig til, hvordan staten skal deltage i udvikling og fremme af kunst og kultur.
Det er et generelt mål for kulturpolitikken i Finland, at støtte udviklingen af et kreativt, demokratisk og succesfuldt samfund. Kulturpolitikkens målområder og tilhørende strategiske mål frem til 2025 omhandler:

  • Skabende arbejde og produktion
  • Deltagelse i kulturlivet
  • Kulturens grundlag og kontinuitet

På statsligt niveau er undervisnings- og kulturministeriet den vigtigste finansieringskilde inden for kunst og kultur. Det statslige budget er opdelt i følgende kategorier:
1)  Statsandelssystemet for museer, teatre og orkestre i hele landet.
2) Konstnärsstipendiesystemet, som uddeler stipendier via Taike og ophavsretsvederlag, som indkasseres via ophavsretssystemet.
3) Statsunderstöd, som blandt andet finansierer nationale kunstinstitutioners virksomheds- og lokaleudgifter.

Halvdelen af kulturens andel af statsbudgettet finansieres via overskuddet fra spilvirksomheden Veikkaus. I den senere tid er indkomsterne fra lotterier og spil dog mindsket, og det har medført diskussioner om, hvordan offentlig finansiering af kunst og kultur skal udvikles i fremtiden.

I Finland har kommunerne ansvaret for at støtte lokale kulturaktiviteter og lokale aktører. Staten støtter kommunerne gennem statsandelssystemet, som administreres af undervisnings- og kulturministeriet og finansministeriet. Kommunerne har også mulighed for at søge om statsstøtte fra undervisnings- og kulturministeriet.

(c) Unsplash / Frederik Köberl

Island

I 2013 udgav Ministeriet for uddannelse, videnskab og kultur en politisk strategi for kunst og kulturarv for første gang i landets historie. En ny strategi for 2021–2030 er under udarbejdelse. Den nationale kulturpolitik bygger på følgende faktorer:

  • Kreativt arbejde og deltagelse i kulturlivet.
  • Let adgang til kunsten og kulturarven.
  • Samarbejde mellem regeringen, borgere og institutioner, som er aktive inden for kulturområdet.
  • Børn og unges deltagelse i kulturlivet.

Regeringen støtter fonde og andre offentlige institutioner, som uddeler støtte til kunst og kultur. Staten støtter også kulturinstitutioner inden for kunst og kulturarv, som samtidig er uafhængige af højere magtinstanser i henhold til lovgivningen.

Forskellige kulturelle aftaler med kommunerne I Island skal sikre, at den statslige støtte fordeles ligeligt i de forskellige regioner. Gennem det regionale samarbejde anvendes statslige midler på projekter inden for beskæftigelse, regionale aktiviteter og kultur.

(c) Unsplash / Evelyn Paris

Norge

Den norske kulturpolitik generelt opsummeres gennem fire overordnede mål, selvom det ikke er direkte nedfældet i de såkaldte kulturmeldinger og årlige statsbudgetter. De fire mål er_

  • ­Fremme af kunstnerisk kvalitet og innovation
  • Bevaring og sikring af kulturarven, herunder det norske sprog
  • Formidling af et rigt og forskelligt kulturelt tilbud til hele befolkningen
  • Fremme af et civilt og frivilligt Norge.

Organiseringen af den ​​norske kulturpolitik har været meget stabil gennem de sidste 20 år og har været præget af en stigning i bevillingerne til kultursektoren. Staten og kommunerne bidrager med ca. 47% hver, mens regionerne (fylkeskommuner) bidrager med ca. 6%. Derudover yder overskuddet fra Norsk Spil er et vigtigt bidrag til kulturområdet (især til sport, breddeidræt og frivillighed).

I 2020 gennemførtes en omfattende kommunal og regional reform i Norge, hvor antallet af kommuner og regioner (fylkeskommuner) reduceredes gennem fusioner. En forventet – men indtil videre udeblevet –effekt af reformen er, at kommunerne og regionerne overtager flere kulturopgaver fra staten.

Et særligt kendetegn for den norske kulturpolitik er Kulturmeldingen, som er et dokument fra den norske regering til Stortinget om sager, som regeringen ønsker at informere Stortinget om eller har drøftet der uden at være knyttet til et endeligt forslag til lov eller plenarforsamling.
Rapporter til Stortinget kan forstås som en strategiplan, der foreslår fremtidig politik. I 2018 blev det Kulturmeldingen ”Kulturens kraft – Kulturpolitik for fremtiden” præsenteret. Den havde tre centrale tværgående pointer. Den legitimerer kulturpolitik gennem ytringsfrihed og demokratisering, den har en meget klar teknologisk optimisme, og så præsenterer den idéen om, at kultur skal bidrage til et bæredygtigt samfund ved at sikre øget økonomisk aktivitet inden for kunst og kulturområder

(c) Unsplash / Gunnar Ridderstrom

Sverige

Kulturpolitikken blev etableret som et selvstændigt og afgrænset politikområde ved rigsdagsbeslutningen i 1974. Ved samme beslutning blev kulturpolitikkens primære styreformer fastlagt: overordnede mål, organisering, finansiering, ansvarsfordeling samt metoder for opfølgning og evaluering

De gældende nationale kulturpolitiske mål blev vedtaget af den svenske Rigsdag i 2009. Udover at styre den statslige kulturpolitik vejleder målene kulturpolitikken i kommuner og regioner/landsting. Udgangspunktet for målene ligger i en formulering om kulturen som en udfordrende kraft, der bygger på ytringsfriheden.

Regionernes rolle og ansvar i kulturpolitikken har præget den kulturpolitiske debat i Sverige siden begyndelsen af 1970’erne. Regionernes kulturpolitiske rolle er fra 2011 blevet styrket gennem indførsel af en stor regionaliseringsreform, den såkaldte Kultursamverkansmodellen, hvor statsmidlerne til regionale kulturaktiviteter fordeles til regionerne i stedet for de enkelte institutioner hver for sig. Målet med modellen er at bringe kulturen tættere på borgere samt give regionerne et øget ansvar og frihed inden for kulturområdet. Parallelt med regionaliseringen er den statslige styring af kulturpolitikken dog samtidigt blevet styrket, og regionernes brug af statsmidler er fortsat tæt reguleret.

Sverige har en særskilt statslig myndighed (Myndighed for kulturanalys), der har i opdrag at foretage en samlet opfølgning og evaluering af de nationale kulturpolitiske mål, samt at lave forskellige løbende analyseopgaver vedr. regeringens planlagte eller gennemførte kulturpolitiske initiativer.

Erhvervslivets støtte til kunst og kultur i Sverige er forholdsvis lavt. Men interessen for at udvikle nye finansieringsløsninger og fremme ikke-offentlig finansiering af kultur diskuteres i Sverige.

::: Support & partners :::